Jeg er vist gået hen og blevet syrlig i munden, kradsbørstig af sind og måske endda bister af dage. Og det alt sammen over unge ballademagere og deres teenage tølperi!!! Det gnaver mere i mit sind, end Peter Asscenfelds tunge i en pige på blå mandag!! For at komme til sagen, så er jeg bange for at gå ud om aftenen, i København. Bange for at blive tilfældigt overfaldet, Havde jeg så bare vadet rundt i Sierra Leone provokatøragtigt kun iført en habit lavet af Dollars og det pureste guld, så var der da en hvis retfærdighed tilstede. Men i lille rare København, nordens hyggemetropol, hvor kun Amor burde være bevæbnet.
Men nu kan man ikke engang færdes trygt ude på Nørrebro, om aftenen ,uden at være bange for at blive stukket ned af ghettospejdere. Side om side med resterne af de overtegnede valgplakater hænger der stadig plakater med ”knivfrit Nørrebro” og ”ingen knive på nørrebro”. Derude er der jo altså flere der går med kniv end med ur! På den anden side har de heller ikke så meget de skal nå, desværre. Og havde det så bare kun været tiden de truede med at slå ihjel!! Generationen af gale teenagere er med til holde liv i det bål af vrede og granit, som stenkasterne i sin tid slog gnisterne til. Det er faktisk lidt morsomt at historiebøgerne i dag har lærdom om urolighederne på Nørrebro! De er ikke forbi endnu!! Nej uroen lever i bedste velgående og formerer sig, som en bakterie i et tilfældigt stykke shawarma fra selv samme kvarter. Og man tør næsten ikke taget bladet fra munden, uden at frygte at få det for struben.
Måske er der mere tid til at dyrke uroen. Unge i dag, får lov og kan holde til at være længere ude og til at drikke mere. Det er som om det er blevet en sport, hvor promille og attitude er målsætningen. Og var det så bare badminton.
Unge skal ud og være stive, det står i deres grundlov.
Det er langt fra utopi, at gå på bar og møde finspritsfulde 15 årige barbiedukker der står og sutter på en vodkaklovn( ikke pjerrot, men en drink). Breezere, smirnoff ice og andre former for promillesaft, gør det absurd nemt at blive fuld. Jeg mener kun det kan være et spørgsmål om tid før man i folkeskolen kan få White Russian for sine mælkemærker. Også er der happy hour i spisefrikvarteret. Spiritus er for voksne, og spiritus skal ikke smage godt...
Vi må tilbage til den tid hvor man, som nybegynder, måtte nøjes med bjørnebryg og lambrusco - gerne i samme glas. Der tog det tid at få bugt med sjusserne og man nåede simpelthen ikke at blive nær så fuld. Blev man alligevel bedukket så kunne man ikke slås, eftersom lambruscoen stadig skvulpede og brændte i maven som et indre æterspringvand. Nej der var ingen kære mor der købte breezere.
I det hele tage var der ingen kære mor der forkælede en, som der er i dag!
Jeg husker stadig da jeg fik ”My First Sony” – en plasticspolebåndoptager med et rødt og et blåt musikbånd til, det røde med Poul Dissing der, næsten halvkvalt i sin tunge, synger børnesange. Og det blå bånd hvor Poul Kjøller synger Poul Dissing sange. I dag tuder børn i den alder, hvis deres mobiltelefon ikke har den fedeste ringetone. Jeg siger ikke at breezere og for meget fritid er skyld i volden på nørrebro. Jeg siger bare de skal lade mig være.
Også er det på tide at få uddelt et par ørefigener, til de rigtige.


copyright

lars Bisgaard.