Julen har bragt velsignet bud.
Jeg tror ikke de grønne bude føler sig specielt velsignet over at skulle cykle rundt blandt alle de tossede julesmittede lemmings, der hærger landet disse decemberdage. På bedste American Psycko vis, går vi amok i økonomisk forbrug, stress, druk, afstumpede sexhandlinger og gløgg - denne tolvte måned er et kapløb mod al sund fornuft og kønssygdomme.
Gløgg er alkoholens gullasch - en komposition af de spirituosa der altid sad på bænken til spiritussens afdansningsbal. Også propper man rosiner i!!!! gløgg er basalt set, rødvin tilsat andre ting. Rosiner er lige så basalt set, de tørrede rester af de druer man bruger til rødvin, ergo - det giver ikke noget ekstra. Så at blande de to ting, er vel lidt det samme som at servere flæskesteg med indbagte røde pølser.
Det er jo også højtiden hvor voksne mennesker pludselig forvandler sig til sindssyge ædedolke, der kaster sig over buffeten, som var der gemt to billetter til vild med dans et sted i maden. Og snapsen - dette obskure brændevinsruskomsnusk fremstillet af stygge og fæle ting og som årets andre 11 måneder er på listen over ulovlige torturmetoder, den bliver pludselig et uovertruffen frisk mundskyl. Denne flydende uhumskhed er ofte skyld i at op til flere intentionsløse mandlige festdeltagere ender med at søndersnave den ældste og mest stive kvinde i lokalet, og som i øvrigt lige har kastet kryddersild og Carlsberg 47 op, igen. For hun er fræk, denne farveløse postejkvinde der i dagens anledning har tilegnet sig den frække røde hårfarve, som i virkeligheden bare gør hende topfesen - på den der Joan Ørting agtige måde. Men nok om min juleaften!!!! Og julefrokoster, de er ikke meget bedre. Det kan godt være at julen er hjerternes fest, men jeg skal da lige love for at leveren og kønsdelene også står forrest på gæstelisten.
Og alt det der forbandede gaveræs. Det er så dumt. De mange danskere der til daglig planlægger tilbuds orienteringsløb med den hurtigste rute til de billigste varer. De selv samme tosser betaler gerne dobbeltpris i julemåneden. Selvom der står førpris 600kr. nu kun 900 kr. - og det er måske nok et dyrt æggeur, men det er jo kun jul en gang om året. Jeg kan ikke overskue det. Jeg ender gerne med at købe de sidste gaver på Shell, den 24/12 om eftermiddagen - det er jo TANKEN der tæller!!!!! Og hvis jeg har rigtig travlt, må jeg jo ringe til de grønne bude....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar