Og vi brokker os over, at busserne jævnligt strejker!!

En rejse gennem Sahara i en Fiat 500 uden aircondition - bare mig og 60 svedige mosegrise!!

Det vil jeg tro, er en mere behagelig og komfortabel rejse, end med bus 5A gennem Nørrebrogade i myldretiden.

Ordet ”tætpakket”, kommer i denne forbindelse af ordet ”offentlig trafik”, der frit oversat betyder: ”kom indenfor alle sammen”. Det virker som om hele Nørrebro er blevet inviteret en tur indenfor i den rullende varmestue.

Man har ligeså meget lyst til at komme hurtigt ud igen, som et kilo gule ærter har det under en løbetur - lige efter man har spist.

Men nu er man kommet indenfor i bussen. Porten er klappet i. Der er ingen anden udvej end at gå HT´s grønne mil ned mellem sæderne - storsvedende og bange for at dø. For til sidst at komme af 7 stoppesteder for sent – hvis man i det hele taget kan komme af.

Buschaufføren skråler nemlig ofte ”vær venlig at træde tilbage i bussen!!”. Så er det da klart, at bussen altid er overfyldt, hvis man, når man træder ud, bliver bedt om at gå tilbage i bussen igen!!

Og går det langsomt at køre A-busser? Ja det gør det. Det går hurtigere på en flad ethjulet cykel uden saddel. Og det er også mere behageligt.

I løbet af busturen bliver man ofte så mange sammenblandede kropsdufte rigere, at man henleder tankerne på et gangbang i en græsk sauna. Og det er jo herligt. Vil nogen synes.

Når man så, for tredje gang, er blevet tromlet ned af hele skoleklasser og de sædvanlige zombiependlere. Og nu ligger på bunden af bussen – som en anden våd Urban. Så kan man med bitter sved og avissværte i mundvigen konstatere, at der nu tydeligvis ikke kan være så meget som et dværgegern mere i den her bus.


Men. Stille og roligt toner satans stemme frem over højtaleren - ”gør plads til en barnevogn”.

Skulle man, mod alle odds, finde en flig af bomuld – et ledigt sæde - hvor betrækket tilnærmelsesvist dunster mindre fælt end en hjemløs´ sovepose. Så stopper bussen selvfølgelig sekundet efter.

Og ind træder en 65 årig dame, der har spurtet 200 meter i rent hækkeløb, blot for at nå bussen. Da hun har fået sit blå hår sat på igen, forklarer hun med rynkede livstrætte hundeøjne, at hun gerne vil sidde på min plads. Hun går jo dårligt, som hun siger. Og så er der et billede af hende på vinduet over pladsen, som hun også siger.

Satans stemme har formeret sig.

Selvom det er myldretid, så har jeg tålmodighed. For jeg har fri. Og end ikke en rectal luftboble fra en daggammel gammeldansk-mave, der breder sig som napalm, og får en til at miste kontrollen over samtlige muskler i ansigtet og samtidig tabe alle indkøbsposerne på det våde bus gulv, slår mig ud.

Jeg elsker at køre bus. Og det er da mere end hyggeligt at komme hinanden ved. Men det dæmper hyggen lidt, når man står så tæt, at man ikke engang ved, om det er ens egen lomme, man har stukket klippekortet ned i.

Det lykkedes mig en dag at klemme mig ned på bagsædet. I stedet for at plante et flag, kiggede jeg måbende ud af bagruden. Og hvad så jeg? Endnu en bus 5A. Lige bagefter - og stort set helt tom.

Jeg ved ikke hvad det er, der gør, at når der kommer to busser lige efter hinanden, så stormer folk ind i den første bus - som sad Tom Jones på bagsædet i netundertøj. Hvorimod bussen lige bagved næsten er blottet for liv - som sad Mogens Camre på bagsædet. I helt almindeligt tøj - og uddelte synspunkter.